Velkommen til Lyngby-Taarbæk Teaterforening

 

 

Historie

Lyngby-Taarbæk Teaterforening blev stiftet i foråret 1976, og eksisterende i første omgang i to sæsoner i Virum Skoles Festsal med Anker Nielsen som formand. Efter at have ligget stille i tre 3 år, genopstod foreningen 4/3 1982, hvor Marianne Granjean blev formand og Anette Sandlov blev valgt ind i bestyrelsen. Fra 1982 til 2001 viste teaterforeningen sine forestillinger i Centersalen i Lyngby Storcenter. Da det nye Kulturhuset blev indviet flyttede teaterforeningen samtidig sine aktiviteter herover. Fra 1984 – 88 var Lars Munkøe formand for bestyrelsen, hvorefter Anette Sandlov tog over. Siden 2008 har Søren Barslund været formand for foreningen.

Som det er fremgået af lokalaviserne har foreningen i flere år haft økonomiske problemer, fordi den støtte, som Lyngby-Taarbæk Kommune tidligere havde givet, blev fjernet.

 

 

Visioner og mål for Teaterforeningen

Teaterforening skal udbygge og fastholde sin position som den førende udbyder af teaterforestillinger i Lyngby-Taarbæk Kommune gennem visning af er årligt repertoireudbud, der både er kvalitativt og nytænkende, samtidig med at flere publikumgrupper tilgodeses.
Teaterforeningens repertoire skal udbygges, således at der vises 12-15 forestillinger hvert år. Der skal på sigt sælges 3.000 billetter, heraf skal gerne mere end 25% være i løssalg og 10% til unge under 25 år. Belægningsprocenten skal gerne fastholdes mellem 80 og 90, og aktiviteterne skal give overskud til at dække de løbende omkostninger
Teaterforeningen skal være er vægtig samarbejdspartner i forhold til teaterpeoducenterne og de statslige/regionale teaterformidlingsniveauer.
Teaterforeningens position som kulturel aktør skal styrkes, således at teaterforeningen naturligt tages med på råd omkring lokale kulturelle spørgsmål og indgår i relevante samarbejdsrelationer.
Teaterforeningen skal sikres størst muligt tilskud, således at foreningen bedre er i stand til at formidle teater til mere usikre publikumsgrupper.

 

 

Bestyrelsen

Valgt på generalforsamlingen 2010:

Søren Barslund, formand
Claus Harkjær, kasserer
Dorte Captyn
Bettina Schimmel
Marianne Kentorp

 

 

Vedtægter for Lyngby-Taarbæk Teaterforening

§ 1. Foreningens navn er Lyngby-Taarbæk Teaterforening. Dens hjemsted er Lyngby-Taarbæk Kommune.

§ 2. Foreningens formål er at formidle teater i Lyngby-Taarbæk Kommune og i den forbindelse administrere den til en hver tid gældende abonnements- og formidlingsordningen for teater.

Foreningen skal præsentere et alsidigt og kvalitativt repertoire, der tilgodeser flest publikumsgrupper og er med til at fremme teaterinteressen generelt.

Foreningen samarbejder med de øvrige kulturelle organisationer i Lyngby-Taarbæk Kommune og deltager aktivt i organiseringen af kommunens kulturliv, herunder med at sikre gode faciliteter for visning af scenekunst.

§ 3. Enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark, kan være medlem af foreningen. Der betales et medlemskontingent. Dette fastsættes på den årlige generalforsamling.

§ 4. Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for teaterforeningens forpligtigelser.

§ 5. Foreningens bestyrelse består af 5-7 personer.

Bestyrelsesmedlemmer samt 1-2 suppleanter for disse vælges af generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed. Bestyrelsesmedlemmernes funktionsperiode er 2 år, således at halvdelen vælges ved den årlige generalforsamling. Suppleanternes funktionsperiode er på 1 år. Genvalg kan finde sted.

§ 6. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer og fastsætter om fornødent sin forretningsorden.

Den er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer deltager. Beslutninger træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over forhandlingerne skrives et referat, der godkendes på første efterfølgende bestyrelsesmøde.
Foreningen forpligtes ved formandens underskrift alene eller ved 2 bestyrelsesmedlemmers underskift.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i henhold til godkendt budget.

§ 7. Foreningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.

Bestyrelsen forvalter teaterforeningens midler i overensstemmelse med formålene i § 2. Bestyrelsen har ansvar for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige indsendelse til tilskudsgivende myndigheder.

Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen godkendt revisor.

§ 8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert registreret medlem i den afholdte sæson.
Afstemning skal ske mundtligt, medmindre der forlanges skriftlig afstemning.
Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed.

§ 9. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september måned. Der indkaldes til generalforsamling ved brev til hvert enkelt medlem eller ved bekendtgørelse i de lokale blade med 14 dages varsel. Bestyrelsen fastsætter mødested og tid.
Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Kassereren forelægger regnskab for netop afsluttet sæson, endeligt budget for det kommende regnskabsår samt foreløbigt budget for det følgende regnskabsår. Der forelægges herunder forslag til fastsættelse af beløb for medlemskab samt abonnements- og løssalgspriser.
4. Indkomne forslag a) fra bestyrelsen, b) fra medlemmerne.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
6. Valg af revisor og suppleant.
7. Eventuelt.

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom.
En sådan generalforsamling skal afholdes inden en måned fra begæringens modtagelse.

§ 10. Beslutninger om ændring i foranstående vedtægter eller organisationens ophævelse kan kun træffes, når en dertil indkaldt generalforsamling, hvor mindst 2/3 af abonnenterne er repræsenteret og mindst halvdelen af de afgivne stemmer vedtager forslaget.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, men forslaget er vedtaget af de tilstedeværende medlemmer, skal bestyrelsen med sædvanligt varsel indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling, der afholdes inden en måned, og hvor forslaget kan endeligt vedtages med simpelt flertal, uanset hvor mange medlemmer der er mødt. En således vedtaget ændring skal godkendes af tilskudsgivende myndighed.

Ved ophævelse af foreningen anvendes dens formue til kulturelle formål, der med Lyngby-Taarbæk Kommunes godkendelse anvises af den siddende bestyrelse.

 

 

Ulrikkenborg Plads 1, Postboks 421, 2800 Kongens Lyngby

mail@teater-lyngby.dk

.